UV-sensor Finder: Vælg den rigtige UV-sensor og UV-måler

Datastatus for produktdataene: 2026-09-11. Kilder: produktsider og datablade fra Opsytec Dr. Gröbel, anvendelsesområder fra afsnittet Markets & Applications, spektraldatabase. Procentsatsen i ringen er et match med din forespørgsel, ikke en målt størrelse; 100 % gives med vilje aldrig.

Ud over det spektrale område er det afgørende punkt måleområdet: vælger du det for bredt, går opløsningen tabt i den lave ende; vælger du det for smalt, mættes sensoren.

Finderen tildeler en måleopgave til de produkter, hvis spektrale område, måleområde, design og interfaces passer til den. Grundlaget er 20 produkter fra afsnittene UV-sensorer, UV-målere og spektrometre med deres offentliggjorte tekniske data, 303 konkrete anvendelser fra 29 brancher, 45 målte lampespektre fra spektraldatabasen og produktomtalerne på de 22 anvendelsesområdesider. Først udelukker de valgte kriterier produkter, derefter vurderes de resterende efter deres match med fritekst. Resultatet er tre kort med nøgleværdier, systempartner, årsager og begrænsninger samt en liste over alle matchende og alle udelukkede produkter med den respektive årsag.

Irradians E i W/m² eller mW/cm² er den effekt, der ankommer per areal på måleplanet; det er målestørrelsen for alle sensorer og radiometre i finderen. Stråleeksponering (dosis) H i J/cm² eller mJ/cm² er tidsintegralet af irradians og afgør hærdning og kimreduktion; den leveres af instrumenter med dosisfunktion (RMD Pro, RMD Touch, curelog, tinyTracker, UVpad) eller af sensorer via deres instrument. Spektral irradians E(λ) i W/(m²·nm) måles kun af spektroradiometre (UVpad, UVpad E, SR900); topbølgelængde, halvværdibredde og eventuelt aktionsspektrum udledes heraf. Belysningsstyrke i lx registreres af LUX-sensorer med V(λ)-vægtning. Til sikkerhedsvurderinger måles aktinisk vægtede størrelser i henhold til DIN EN 62471:2009-03 og DIN EN 14255-1:2005 med vægtede sensorer på RMD.

Finderen følger klassifikationen i henhold til CIE S 017: UVC 100-280 nm, UVB 280-315 nm, UVA 315-400 nm. Opsytecs sensorer dækker disse områder som UVC (200-280 nm), UVB (280-315 nm), UVA (315-400 nm); derudover findes UVA+ (330-455 nm) til UV-LED'er op til 405 nm, UVBB (230-400 nm) som UV-bredbånd, VISB (400-480 nm) til blå LED'er og LUX (380-780 nm, V(λ)). Vakuum-UV under 200 nm absorberes af luft og kræver sit eget system: tinyTracker 172 nm til xenon-excimerlamper. Andre standarder fastsætter grænserne forskelligt, f.eks. ISO 20473:2007 med UVA 315-380 nm eller DIN EN ISO 24444:2022-07 med UVA 320-400 nm til test af solcreme; en oversigt findes under Hvad er UV-stråling?. En indtastet bølgelængde som "254 nm" eller "365 nm" tildeles båndet og sammenlignes med området for hver sensor; sensorer designet til denne nominelle bølgelængde får ekstra point.

Lampetypen afgør, hvilken måleteknik der er pålidelig. Lavtryks-kviksølv- og amalgamlamper udsender praktisk taget kun ved 253,7 nm: smalbånds-UVC-sensorer (radiometersensorer, UVC-SE, PLC-familien) eller en online-sensor ved reaktoren. Mellemtrykslamper (også jern- eller galliumdopede) udsender et linje- og kontinuumspektrum fra UVC til det synlige: spektroradiometre (UVpad, SR900) eller kildespecifikt kalibrerede multikanalinstrumenter (curelog PRO, RMD med UVBB-sensor). UV-LED'er ved 365, 385, 395 eller 405 nm har smalle emissionsbånd, hvis top forskydes med temperatur og strøm: UVA+-sensorer (330-455 nm) eller spektroradiometre; UVC-LED'er (255-280 nm) og UVB-LED'er (280-295 nm) kalibreres til deres topbølgelængde. Excimerlamper: KrCl ved 222 nm med en specifik sensor plus spektroradiometer til kontrol af sideemissioner, Xe₂ ved 172 nm med tinyTracker 172 nm. Xenonlamper og solsimulatorer kræver et spektroradiometer plus et vægtet kontrolradiometer. De tilhørende spektre kan sammenlignes i spektraldatabasen. I finderen vælges lampen fra en liste med 13 typer, for LED'er med deres topbølgelængde i nm; finderen udleder spektralområde og foretrukken måleteknik herfra.

Håndholdte måleinstrumenter (RMD Pro, RM-12) med udskiftelige sensorer (radiometersensorer, UV-hærdningssensorer XT, UV-prober, DVGW-referenceradiometer) er beregnet til kontrolmålinger, godkendelsestests og sikkerhedstjek på skiftende steder. Indbyggede enheder: processensorer (PLC-sensorer, PLC.D, PLC.net, inline-sensorer FLT, UVC-SE, UVx-SE) sidder permanent i maskinen og leverer et kontinuerligt signal til styringen; de registrerer lampeældning og forurening under drift. Dette inkluderer panelmåleren RM-32, som viser signalet fra en PLC-sensor i kontroltavlen og skifter to alarmrelæer. Bordmodeller og laboratorieinstrumenter: RMD Touch er det netdrevne laboratorieradiometer med to sensorindgange til målestationen, spektroradiometeret SR900 er laboratorieinstrumentet til spektrale målinger fra 200 til 900 nm. Rejsende enheder (curelog, curelog Base, tinyTracker, tinyTracker 172 nm, UVpad) passerer gennem transportsystemer i stedet for arbejdsstykket og registrerer peak-, dosis- og tidsprofil – med højder fra 10 til 14,4 mm også i smalle mellemrum.

Til styringer leverer PLC-sensorer 4–20 mA, 0–10 V eller 0–2 V; strømsløjfen er ufølsom over for ledningsmodstand og interferens og forbindes direkte til en analog indgang. RS-485 og RS-232 overfører, med PLC.D, kalibreringsstatus, serienummer og temperatur ud over aflæsningen som et ASCII-telegram med CRC-16; op til otte sensorer deler en linje. Ethernet med PoE, Modbus TCP og HTTP/JSON tilbydes af PLC.net til netværk og fjernovervågning, med CSV-eksport via den indbyggede webserver. USB er interfacet for håndholdte instrumenter og dosimetre til PC'en (RMD Pro, curelog, tinyTracker, UVpad, SR900). Den panelmonterede RM-32 tilføjer alarmrelæer med tærskelværdi til systemer uden PLC. I søgefunktionen vælges interfacet under "Flere kriterier"; sensorer, der leverer signalet via et instrument, forbliver på listen med en bemærkning.

Anvendelsesområderne i afsnittet Markets & Applications angiver, for hvert område, de målte størrelser og det måleudstyr, der anvendes der; finderen bruger denne tilknytning som vurderingsgrundlag og linker til de tilhørende sider. Tabellen viser områderne med det måleudstyr, der er gemt i finderen.

Finderen arbejder i to trin. I det første udelukker chippene produkter: formfaktor, målemetode (ved "occupational safety" bevares kun instrumenter med en erytem-vægtet sensor eller spektroradiometre), dosis, datalogning og – hvis indstillet – irradians, interface, temperatur og vandkontakt. Sensorer uden egen dosisfunktion forbliver med bemærkningen "via instrumentet". I det andet trin optjener de resterende produkter point: op til 25 point for en matchende primær anvendelse, 20 for det dækkede spektrale område eller bølgelængde (med en bonus for den nominelle bølgelængde), 10 for den foretrukne målemetode til lampetypen, 10 for standardreference, 8 for omtale på anvendelsessiden og op til 60 fra tekniske regler, f.eks. "hurtig tidsprofil på transportbåndet" for curelog eller "standardkonform referencemåling af drikkevand" for DVGW-referenceradiometeret. Procentsatsen sætter de opnåede point i forhold til det maksimalt mulige for den specifikke forespørgsel; den ligger mellem 35 og 99 %. Hvis intet standardprodukt opfylder alle kriterier, foreslår finderen en brugerdefineret sensor og viser, hvilket kriterium der udelukker flest produkter.

Bredbåndsradiometre vægter strålingen med et filterstak foran en fotodiode og leverer et enkelt tal i henhold til en fast følsomhedsfunktion; de er hurtige, robuste og med dynamikområder op til 10⁷:1 også velegnede til strøstråling, men kun så nøjagtige som spektret af den målte kilde matcher kalibreringskildens. Denne spektrale uoverensstemmelse ifølge CIE 220:2016 er grunden til, at finderen foretrækker UVA+ sensorer og kildespecifik kalibrering til LED-applikationer; baggrund under Spektral uoverensstemmelse for UV-sensorer. Spektroradiometre opdeler strålingen i bølgelængder ved et gitter; de er fri for uoverensstemmelse, men har svært ved UVC med strølys (10⁻³ til 10⁻⁵ for array-instrumenter) og begrænset dynamikområde. Erytemvægtede sensorer (Ery(λ), 200-400 nm) vægter strålingen med aktionsfunktionen for hudrødme; RMD Pro og RMD Touch bruger dem til at måle hudeffektiv irradians og dosis til vurderinger af arbejdssikkerhed ifølge DIN EN 14255-1:2005 og til UV-indeks-aflæsninger; spektroradiometre beregner den samme vægtning fra det målte spektrum. I finderen udvælger måleprincippet "arbejdssikkerhed (erytemvægtet)" netop disse instrumenter. Cosinuskorrektionen af diffusoren bestemmer, hvordan stråling fra skæve vinkler vægtes (figur f2), og metrologisk sporbarhed til PTB-irradiansstandarder i kalibreringslaboratoriet ifølge DIN EN ISO/IEC 17025:2018 gør aflæsninger fra forskellige instrumenter sammenlignelige. I detaljer: Sådan fungerer UV-sensorer.

Spektrale områder: CIE S 017:2020 (ILV), DIN 5031-7:1984 (tilbagetrukket, stadig udbredt), ISO 21348:2007, ISO 20473:2007. Radiometre og kalibrering: CIE 220:2016 (karakterisering og kalibrering af UV-radiometre), CIE 250:2022 (spektroradiometri), DIN EN ISO/IEC 17025:2018 (akkrediteret kalibreringslaboratorium). Drikkevand: DIN 19294-1:2020-08 og DIN 19294-3:2020-08 (lavtryk), DIN 19294-2:2026-04 og DIN 19294-4:2026-04 (middeltryk), DVGW W 294-1:2023-12, ÖNORM M 5873-1:2020-01. Sikkerhed: DIN EN 62471:2009-03, IEC 62471-6:2022, DIN EN 14255-1:2005, ISO 15858:2016. Produktdata: datablade og produktsider fra Opsytec Dr. Gröbel (status 2026-09-11), spektre fra spektraldatabasen. Kalibreringer udføres af Opsytecs kalibreringslaboratorium.

De tekniske spørgsmål bag finderen besvares på sektions- og vidensiderne: Hvilken UV-sensor er velegnet til 254 nm? · Hvordan måler man UV-dosis fra en LED? · Bredbåndsradiometer eller spektroradiometer? · 4–20 mA, 0–10 V eller RS-485 til UV-sensorer? · Hvilken irradians kræver UV-lim? · Hvordan måler man UVC i et vandbehandlingsanlæg til desinfektion?.

Dr.-Ing. Mark Paravia er direktør for Opsytec Dr. Gröbel GmbH i Ettlingen og leder det akkrediterede kalibreringslaboratorium. Efter sin forskning i pulserende xenon-excimerudladninger ved Institute of Lighting Technology på KIT har han i dag sit fokus på optisk strålingsmålingsteknik. Han er viceformand for DIN-standardiseringsudvalget FNL 7 "Optical Radiation" og medlem af DVGW's projektgruppe om UV-desinfektion.

Spørgsmålet om, hvilken UV-sensor der er den rette, afhænger af fire angivelser: spektralområde, måleområde, interface og monteringsposition. Den ovenstående finder spørger om netop dette og foreslår de matchende modeller.

Hvis man forsøger at vælge en UV-sensor uden at kende måleopgaven, vælger man som regel for bredt: en sensor, der dækker UVC til synligt lys, rapporterer ændringer, der ikke betyder noget for processen.