Retningslinjer, normer og standarder inden for UV

Der findes to regelsæt for UV-stråling: produktsikkerhed og arbejdssikkerhed. Produktsikkerhed omfatter DIN EN 62471 om lampers fotobiologiske sikkerhed, serien IEC 60335 for elektriske apparater, DIN EN 12198-1 for maskiner og ISO 15858 for UVC-installationer. På arbejdspladsen gælder direktiv 2006/25/EC sammen med DIN EN 14255-1, som fastlægger procedurer for måling og vurdering af personlig eksponering.

For produkter er det nødvendigt at skelne mellem de tilsigtede anvendelser for at kunne vælge den relevante sikkerhedsstandard. Sikkerhedsstandarder omfatter en bred vifte af produktklasser og anvendelser. Disse kan groft opdeles i forskellige kategorier.

Der skelnes mellem elektriske og elektroniske apparater, maskiner, arbejdsstationer og lamper/lampesystemer.

Elektriske og elektroniske apparater er f.eks. udformet som husholdningsapparater. For husholdningsapparater antages det, at de også anvendes på arbejdspladsen i et kontorlignende miljø. De adskiller sig derfor fra apparater til industriel brug.

Den første relevante standard er derfor:

DIN EN IEC 60335-1 VDE 0700-1:2026-09 Sikkerhed for elektriske apparater til husholdningsbrug og lignende brug

Den 1. september 2026 afløste denne udgave den tidligere gældende DIN EN 60335-1 VDE 0700-1:2024-07; den tidligere udgave er tilbagetrukket.

DIN EN eller IEC 60335 består af flere dele, hvor den første del (60335-1) fastlægger de generelle krav. De specifikke krav til forskellige typer apparater behandles i separate standarder (del 2), f.eks.

IEC 60335-2-27: Udstyr til udsættelse af huden for ultraviolet og infrarød stråling

IEC 60335-2-65: Luftrensningsapparater (med UVC-stråling)

IEC 60335-2-109:2010+A1:2013+A2:2016 Udstyr til vandbehandling med UV-stråling til husholdningsbrug og lignende formål

IEC 60335 opdateres regelmæssigt for at tage højde for nye teknologier og ændrede sikkerhedskrav. Den seneste udgave definerer den fri klasse i DIN EN 62471:2009 for UV-sikkerhed.

Bemærk: Ældre udgaver af IEC 60335-1 kræver i kapitel 32 (Stråling, toksicitet og lignende risici): "Apparater må ikke udsende skadelig stråling eller risici fra toksiske stoffer eller lignende under drift ved normal brug". Ulempen ved den gamle bestemmelse er, at der ikke var en præcis specifikation. Derfor er den fri klasse i henhold til DIN EN 62471:2009 mere fordelagtig, tydeligere og mere præcis.

Som f.eks. ved EMC gælder der separate standarder for maskiner og anlæg.

Den vigtigste er

DIN EN 12198-1:2008-11 Maskinsikkerhed – Vurdering og reduktion af risici fra strålingsudsendelser fra maskiner

DIN EN 12198-1:2008-11 gælder for maskiner og fastlægger generelle principper for vurdering og reduktion af strålingsrisici, der kan opstå ved brug af sådanne maskiner. Dette omfatter forskellige typer stråling, herunder optisk stråling (ultraviolet, synlig og infrarød), elektromagnetisk stråling og ioniserende stråling. DIN EN 12198-1 anvendes, hvis der ikke findes en relevant type C-standard. Målene og kravene i DIN EN 12198-1 er vurdering, reduktion og identifikation af risici.

Vurderingsafstanden til maskinen er generelt 10 cm. Klassificeringen er baseret på den effektive irradians og er opdelt i tre klasser:

De nødvendige beskyttelsesforanstaltninger og informationer følger derefter af klassificeringen. Det er ikke nødvendigt at reducere UV-risikoen til "nul" på dette tidspunkt. Omvendt skal brugeren dog advares og trænes.

Bemærk: For synlig stråling i området fra 400 nm til 700 nm anvendes den effektive strålingsdensitet eller irradians (Slamda). Dette er ikke taget i betragtning i denne fremstilling af UV-standarder.

Dette bringer os til arbejdssikkerhed på arbejdspladsen. Arbejdssikkerhed i forhold til UV-stråling på arbejdspladsen er reguleret af retningslinjer og lovbestemmelser, der har til formål at beskytte medarbejdernes sundhed og minimere eksponeringen for UV-stråling. De vigtigste aspekter, der tages i betragtning, er OStrV (som f.eks. i Tyskland) og direktiv 2006/25/EC.

Bekendtgørelse om beskyttelse af medarbejdere mod risici fra kunstig optisk stråling (OStrV)

Denne bekendtgørelse regulerer beskyttelsen af medarbejdere mod risici fra kunstig optisk stråling, herunder UV-stråling. Den forpligter arbejdsgivere til at gennemføre en risikovurdering og implementere passende beskyttelsesforanstaltninger. OStrV-grænseværdien på 30 J/m² er en del af den tyske arbejdsmiljøbekendtgørelse om beskyttelse af medarbejdere mod risici fra kunstig optisk stråling, som implementerer direktiv 2006/25/EC i national lovgivning.

Direktiv 2006/25/EC Kunstig optisk stråling

Direktiv 2006/25/EC, kendt som "direktivet om kunstig optisk stråling", er et EU-direktiv, der regulerer beskyttelsen af medarbejdere mod risici fra kunstig optisk stråling på arbejdspladsen. Direktivet gælder for alle arbejdspladser, hvor medarbejdere kan blive udsat for kunstig optisk stråling. Kunstig optisk stråling omfatter ultraviolet stråling (UV), synligt lys og infrarød stråling (IR) udsendt fra kunstige kilder såsom lamper, lasere, svejseudstyr og andre industrielle anvendelser.

Arbejdsgivere er forpligtet til at implementere kravene i direktivet for at sikre deres medarbejderes sikkerhed og sundhed. Dette omfatter gennemførelse af risikovurderinger, implementering af passende beskyttelsesforanstaltninger og regelmæssig træning af medarbejdere.

Direktivet om kunstig optisk stråling opstiller omkring 15 forskellige risici. De UV-relevante her er grænseværdierne for inkoherent UVA-stråling HUVA og den effektive bestråling af huden og øjet Heff.  Yderligere grænseværdier er inkluderet f.eks. for den såkaldte Blue Light Hazard.

Den effektive bestråling af huden og øjet Heff forklares her. Dette er en stråleeksponering vægtet med S(λ), dvs. en dosis i J/m². Vægtningsfunktionen vises nedenfor. Diagrammet viser to kurver, der repræsenterer forholdet mellem bølgelængden (lambda) i nanometer (nm) på x-aksen og risikorespons-funktionen S på y-aksen. Y-aksen anvender en logaritmisk skala.

En høj værdi af vægtningsfunktionen betyder en høj risiko. Det kan derfor ses, at risikoen i UVA-spektralområdet er betydeligt lavere end risikoen fra UV-B- og UV-C-stråling. 

Emissionen skal måles til bedømmelsen. Denne multipliceres derefter med vægtningsfunktionen S og med eksponeringsvarigheden (i s). Resultatet er den vægtede dosis H_eff. Grænseværdien for H_eff er 30 J/m². Værdien er baseret på den mindste erytemdosis (MED), som er den laveste dosis af UV-stråling, der er påvist at forårsage erytem. Grænserne varierer afhængigt af UV-strålingens bølgelængde, hvor kortere bølgelængder (UVC og UVB) generelt udgør en højere risiko end længere bølgelængder (UVA). Disse grænser er specifikt defineret for UV-stråling med bølgelængder mellem 180 og 400 nm. De repræsenterer betingelser, hvorunder de fleste sunde arbejdstagere kan udsættes gentagne gange uden at lide akut sundhedsskade som erytem (rødme af huden) eller fotokeratitis (en type øjenskade). Disse grænser gælder især for kontinuerlige strålingskilder og er udformet til at give en vejledning, der gør brugen af UV-kilder sikrere, men bør ikke ses som en skarp skillelinje mellem sikkert og usikkert.

Grænseværdien H_eff = 30 J/m² er gældende og er også vedtaget i andre standarder. Den er f.eks. vedtaget i følgende ISO 15858:2016. Bemærk: Standarder kan ikke fastsætte lovbestemte grænseværdier.

ISO 15858:2016 UV-C-udstyr ... Tilladt eksponering af personer

Denne internationale standard fastsætter sikkerhedsretningslinjer for brugen af UV-C-stråling til desinfektion af luft og overflader. Den anvendes generelt til såkaldte upper-air UV-anordninger til desinfektion af det øvre luftrum. ISO 15858:2016 definerer minimumskravene til beskyttelse af personer gennem en grænseværdi for irradians, der fører til en daglig dosis på effektivt 30 J/m² ved 254 nm emission. UV-C-irradiansen måles i højder mellem 1,83 m og 2,13 m (6,0 til 7,0 ft) på forskellige steder i et rum. Målingerne udføres ved den første installation og også ved installation af nye UV-lamper.

Målingen adskiller sig fra den generelle målemetode beskrevet i DIN EN 14255. DIN EN 14255 anvendes generelt.

DIN EN 14255-1:2005 Måling og bedømmelse af personlig eksponering for inkoherent optisk stråling

DIN EN 14255-1 fastsætter metoder til måling og bedømmelse af personlig eksponering for ultraviolet stråling fra kunstig optisk stråling, herunder UV-stråling. DIN EN 14255-1:2005 fastsætter ikke selv grænseværdier, men overtager disse fra 2006/25/EC.  

I modsætning til andre standarder er bedømmelsesafstanden ikke fastsat, men bestemmes anvendelsesspecifikt på arbejdsstedet. DIN EN 14255-1:2005 fastsætter også en række beskyttelsesforanstaltninger og organisatoriske foranstaltninger, herunder personligt beskyttelsesudstyr (PPE).

Den vigtigste standard for lamper og lampesystemer er DIN EN 62471 "Fotobiologisk sikkerhed for lamper og lampesystemer".

DIN EN 62471:2009-03 Fotobiologisk sikkerhed for lamper og lampesystemer

(IEC 62471:2006)

DIN EN 62471 blev udviklet for at sikre, at kunstige lamper og lampesystemer ikke har nogen skadelig virkning på hud eller øjne på grund af den udsendte stråling. Bølgelængdeområdet er defineret som 200 nm til 3000 nm, hvilket omfatter alle risici. Grænseværdierne i DIN EN 62471 og direktiv 2006/25/EC er begge baseret på ICNIRP-retningslinjerne; standarden fastsætter desuden målebetingelser, måleinstrumenter og bedømmelsesafstande. Bedømmelsesafstanden er generelt 20 cm.

Det vigtigste resultat er bedømmelsen og klassificeringen i klasser efter DIN EN 62471:

Ifølge DIN EN 62471:2009 skal anordninger klassificeres i følgende grupper:

• Fri gruppe
• Risikogruppe 1 (lav risiko)
• Risikogruppe 2 (middel risiko)

• Risikogruppe 3 (høj risiko)

   

Anordninger i den fri gruppe udviser ikke:

• Aktinisk ultraviolet risiko (E_s) inden for 8 h
• Nær-UV-risiko (E_UVA) inden for 1000 s
• Fotokemisk retinal risiko (L_B) inden for 10.000 s
• Termisk retinal risiko (L_R) inden for 10 s
• Infrarød strålingsrisiko for øjet (E_IR) inden for 1000 s

Risikogruppe 1 omfatter lamper, der ikke udgør en risiko på grund af normale begrænsninger pålagt af brugerens adfærd. Dette betyder f.eks.:

• Aktinisk ultraviolet risiko (E_s) inden for 10.000 s
• Nær-UV-risiko (E_UVA) inden for 300 s

I risikogruppe 2 er fokus på at afværge reaktioner på kraftige lyskilder eller termisk ubehag. Risikogruppe 3 (høj risiko) angiver, at lampen udgør en risiko selv ved kortvarig eksponering. 

En let forenkling af bedømmelsen er mulig i henhold til standarden IEC 62471-6:2022.

IEC 62471-6:2022 Fotobiologisk sikkerhed for lamper og lampesystemer – Del 6: Ultraviolette lampeprodukter

Del 6 af 62471 gælder også for lamper, der primært er beregnet til at udsende ultraviolet strålingsenergi, såsom ultraviolette kilder til excitation af fluorescens af bestrålede materialer, til insektfælder, til videnskabelige undersøgelser, til mineralidentifikation, til ikke-destruktiv prøvning, til germicid bestråling og til andre formål. Derfor er lysstyrke- og termiske risici udelukket. Bedømmelsesafstanden i IEC 62471-6:2022 er anvendelsesspecifik og ligger mellem 0,4 m og 3 m. For anvendelsen af del 6 af IEC 62471 skal UV-strålingsemissionen være større end 50 % af den samlede strålingsemission.

Standarden IEC 62471-6:2022 behandler den fotobiologiske sikkerhed for optiske strålingskilder, med særligt fokus på fotobiologiske sikkerhedskrav for optiske strålingskilder i LED-baserede systemer. Dette supplement til den generelle standard IEC 62471 giver specifikke retningslinjer og krav til bedømmelse og klassificering af UV-LED'er og UV-LED-systemer med hensyn til deres fotobiologiske risici.

Sammenfatning af retningslinjer, normer og standarder inden for UV

Til bedømmelsen af et produkt, en maskine eller en arbejdsplads skal den korrekte standard vælges, så målings- og bedømmelsesbetingelserne er fastsat. De vigtigste er blevet opstillet.

Sammenfattende har eksponeringsgrænseværdien ifølge RL/2006/25 (direktivet om kunstig optisk stråling) størst betydning for UV-bedømmelse. Denne er 30 J/m² for en periode på 8 timer. Ifølge ICNIRP gælder eksponeringsgrænsen på 30 J/m² for eksponering af den erhvervsaktive befolkning, men med visse forholdsregler også for den almindelige befolkning. Hvis eksponeringsgrænsen overholdes, kan det forventes, at sunde voksne kan udsættes gentagne gange uden akutte negative virkninger. Ifølge ICNIRP bør denne grænse betragtes som et ønskeligt mål for hudeksponering for at minimere den langsigtede risiko. ICNIRP påpeger, at eksponeringsgrænsen også kan gælde for den almindelige befolkning - men kun med forsigtighed, da der kan være sensitive personer, som kunne reagere negativt på eksponering ved disse niveauer.

Udsigt & præcisering for Far-UV ved 222 nm:

American Conference of Governmental Industrial Hygienists (ACGIH) offentliggjorde nye eksponeringsgrænser for 222 nm-stråling i januar 2022, hvorved niveauerne for øjne og hud blev forhøjet. Ændringen er baseret på nye videnskabelige fund og forskning, men er ikke en lovbestemt grænse. Den nationale og EU-mæssige grænseværdi er en effektiv dosis på 30 J/m² (2006/25/EC).

De vigtigste årsager til forhøjelsen af eksponeringsgrænserne (ved 222 nm) omfatter:

Stråling ved 222 nm, som ligger i det såkaldte far-UV-C-område, har en lavere indtrængningsdybde i biologisk væv i forhold til længere UV-C-stråling ved 254 nm. Denne lavere indtrængningsdybde betyder, at strålingen hovedsageligt når de yderste cellelag i huden og de overfladiske lag i øjet uden at skade de dybere, mere sensitive lag.

For øjnene absorberes 222 nm-strålingen også hovedsageligt af det yderste lag af hornhinden uden at nå de dybere strukturer som linsen.

Langtidsundersøgelser er endnu ikke afsluttet. Brug er tilladt op til den lovbestemte EU-grænse (30 J/m²) med Seff-vægtningen, men ACGIH-anbefalingen tages ikke i betragtning i EU.

Hvordan disse rammer spiller sammen inden for de enkelte anvendelsesområder, vises på anvendelsessiderne arbejdssikkerhed og fotobiologisk sikkerhed (OStrV og IEC 62471 i risikovurderingen), UV-fluorescensinspektion (ASTM E1417 og ISO 3452) og UV inden for vand- og miljøteknologi (DIN 19294 og ÖNORM M 5873).

Teksten ovenfor sorterer reguleringens tråde; finderen nedenfor arbejder den anden vej rundt. Vælg et anvendelsesområde og en opgave — den navngiver de relevante regler, hver med et kort resumé af, hvad de indeholder, og datoen for, hvornår udgaven senest blev verificeret.

Hvordan dokumenteres en UV-dosis i overensstemmelse med standarder?
En dosisangivelse uden kontekst kan ikke spores. Som minimum skal lampen og det spektrale område dokumenteres. For tidsintegrerede værdier kan det være nødvendigt at tilføje bestrålingstid og irradiansprofil, da ingen af disse kan rekonstrueres fra dosis alene – to processer med samme dosis kan afvige med en størrelsesorden i irradians.

Hvilken standard gælder for hvilket produkt?
Valget følger den tilsigtede anvendelse, ikke strålingstypen. For elektriske apparater til husholdningsbrug gælder DIN EN 60335-1 sammen med del 2-standarderne for den specifikke apparattype – IEC 60335-2-27 for hudeksponering, -2-65 for luftrensere og -2-109 for vandbehandling. Maskiner er omfattet af DIN EN 12198-1, hvor der ikke findes en gældende type C-standard. Arbejdspladser vurderes efter DIN EN 14255-1, lamper og lampesystemer efter DIN EN 62471 – og produkter, der primært udsender UV, efter IEC 62471-6:2022.

I hvilken afstand vurderes UV-emission ifølge standarderne?
Vurderingsafstanden er en del af den pågældende standard og ikke et frit valg. DIN EN 12198-1 vurderer som hovedregel maskiner ved 10 cm, DIN EN 62471 vurderer lamper ved 20 cm. IEC 62471-6:2022 arbejder applikationsspecifikt mellem 0,4 m og 3 m. ISO 15858 måler UV-C-irradians i en højde fra 1,83 m til 2,13 m på flere positioner i rummet. DIN EN 14255-1 fastlægger overhovedet ikke afstanden; den bestemmes applikationsspecifikt på arbejdspladsen. En måleværdi uden angivet afstand kan derfor ikke vurderes.

Fastsætter en standard altid en lovmæssig grænseværdi?
Nej. En standard kan definere målings- og vurderingsprocedurer uden selv at fastsætte grænseværdier. DIN EN 14255-1 beskriver proceduren, men henter sine grænseværdier fra den tyske OStrV og direktiv 2006/25/EC. Det, der er juridisk bindende i Tyskland, er den effektive eksponeringsgrænse på 30 J/m² over otte timer; DIN EN 62471 og ISO 15858 overtager denne værdi. Omvendt er anbefalinger som ACGIH-værdierne for 222 nm, der blev forhøjet i 2022, ikke en lovmæssig grænseværdi og gælder ikke i EU.