UV-erytem på arbejdspladsen

Selvom disse symptomer normalt er forbigående, er en gentagelse af UV-erytem et advarselstegn på potentiel skade på huden, herunder en øget risiko for hudkræft. Det er derfor vigtigt at tage symptomerne alvorligt og træffe forebyggende foranstaltninger.
Selvom UV-erytem på arbejdspladsen ofte fremstår som en mild hudirritation, kan det i nogle tilfælde, især ved langvarig eksponering, have alvorligere konsekvenser. Disse omfatter:

1. for tidlig hudaldring
2. pigmenteringsforstyrrelser
3. en øget risiko for hudkræft

Beskyttelsesforanstaltninger og personlige værnemidler (PPE)

Der kræves forskellige beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre UV-erytem på arbejdspladsen, herunder skal den første prioritet være at fastlægge eksponeringen. Spektret, irradiansen og eksponeringens varighed er vigtige.
Ifølge § 7 OStrV skal følgende prioritetsrækkefølge tages i betragtning ved fastlæggelse og gennemførelse af beskyttelsesforanstaltninger: 

1. undgåelse eller minimering af farer fra inkoherent optisk stråling 
2. tekniske beskyttelsesforanstaltninger 
3. organisatoriske beskyttelsesforanstaltninger 
4. personlige foranstaltninger, især personlige værnemidler

• Arbejdsgivere bør stille passende personlige værnemidler (PPE) til rådighed, såsom beskyttelsesbriller, handsker, langærmet tøj, men også solcreme med en høj solbeskyttelsesfaktor (SPF)
• Uddannelse og træning: træning i risiciene ved UV-eksponering og korrekt brug af PPE kan hjælpe med at øge medarbejdernes bevidsthed om vigtigheden af UV 
• beskyttelsesmålinger og risikovurderinger
• måledata bruges til at vurdere arbejdstagernes eksponering på baggrund af "direktivet om kunstig optisk stråling" og til at fastlægge den tilladte daglige eksponering Heff og HUVA i henhold til direktiv 2006/25/EF.  Disse grænseværdier er defineret specifikt for UV-stråling med bølgelængder mellem 180 og 400 nm. De repræsenterer forhold, hvorunder de fleste raske arbejdstagere gentagne gange kan udsættes uden at lide akutte helbredsskader som erytem (rødme af huden) eller fotokeratitis (en type øjenskade). Disse grænser gælder især for kontinuerlige strålingskilder og er udformet til at give en retningslinje, der gør brugen af UV-kilder sikrere, men bør ikke ses som en skarp skillelinje mellem sikkert og usikkert.

Erytem forårsages ikke af "UV", men af en meget snæver del af det. Mellem 297 og 400 nm falder effektiviteten med omkring fire størrelsesordener: 1 mW/cm² ved 300 nm gør huden rød, samme irradians ved 380 nm gør det praktisk taget ikke. En værdi i mW/cm² UV-A siger derfor ikke noget om faren for huden, så længe bølgelængden ikke er angivet.

Erytem-virkningsspektret s_er(λ) i henhold til ISO/CIE 17166 indfanger dette i en enkelt kurve. Det er normaliseret til 1 mellem 250 og 298 nm og falder derover i to trin. Ved at multiplicere det målte spektrum med denne kurve og summere over intervallet fås den erytemvirksomme irradians E_er i W/m² – den eneste størrelse, hvormed to forskellige kilder overhovedet kan sammenlignes med hensyn til huden.

Der er to veje til værdien, og de adskiller sig i indsats og omfang:

• Mål spektralt og beregn. Et spektroradiometer som UVpad E leverer spektret; vægtningen med s_er(λ) anvendes derefter beregningsmæssigt. Det er den nøjagtige vej og den eneste, når kilden er ukendt eller smalbåndet – og ud fra samme spektrum kan den aktiniske vægtning iht. IEC 62471 og erytemvægtningen bestemmes side om side.
• Mål vægtet. En sensor, hvis spektrale følsomhed gengiver erytemkurven, leverer E_er direkte. Sådanne udskiftelige måleenheder fås til RMD Pro; instrumentet viser da ikke en rå irradians, men den vurderede størrelse. Det er den hurtige vej til gentagne kontroller af en kendt kilde.

Den anden vej afhænger helt af, hvor nøjagtigt sensoren matcher kurven. Fordi s_er(λ) spænder over fire størrelsesordener, betyder en lille afvigelse i flanken ved 300 nm mere end en stor fejl i UV-A. Enhver angivelse hører derfor sammen med sensorens spektrale mismatch i forhold til den reelle kilde – og en sporbar kalibrering iht. ISO 17025.

Hvordan dosis omregnes til SED og MED, og hvilke værdier der gælder for hudtyperne, er beskrevet i detaljer under standard erytemdosis og minimal erytemdosis. Det retlige grundlag på arbejdspladsen – grænseværdier, risikogrupper og risikovurdering – behandles i arbejdsmiljø og fotobiologisk sikkerhed.

Valg af sensor til måling af eksponering på arbejdspladsen

Til risikovurdering og arbejdsmiljø regulerer DIN EN 14255-1 måling og vurdering af personlig eksponering for kunstig optisk stråling. DIN EN 14255-1 indeholder ingen egne grænseværdier; disse er fastsat i direktiv 2006/25/EF om kunstig optisk stråling, som er implementeret i national lovgivning.

Sensorerne kræver en vis følsomhed til disse målinger. Vælg en sensor – f.eks. UVA eller UVB – med et måleområde på 0-2 mW/cm². Iht. direktiv 2006/25/EF er grænsen for UVA-stråling 10⁴ J/m². For en daglig arbejdstid på otte timer svarer dette til en kontinuerlig irradians på 0,035 mW/cm².

For kortvarige opgaver kan irradiansen være tilsvarende højere. Eksempel:

• Opgave: daglig rengøring
• Varighed: 10 min
• Eksponeringsgrænse: H_UVA = 10⁴ J/m²
• Resulterende tilladt irradians: 1,68 mW/cm²
• Beregn UV-dosis ud fra irradians og tid

Tip: Ved udformning af UV-anlæg skal du sikre, at irradiansen – set i forhold til aktivitetens varighed – ikke overstiger eksponeringsgrænsen. Ethvert anlæg, hvor medarbejdere kan udsættes for strålingen, bør vurderes: selv brøkdele af en µW/cm² vægtet irradians opbruger den daglige grænse på 30 J/m² inden for en otte-timers vagt.

Til fast installation i udstyr fås inline-sensorer; hvilken sensortype der passer til hvilken kilde, er beskrevet i vejledningen til valg af UV-sensor.